Fra fodboldinvalid til marathonløber!

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte dette indlæg. Der er så meget jeg gerne vil fortælle om hele oplevelsen, mit første marathon,, men skal nok forsøge at holde lidt igen.

 

Det skal ikke lyde som en takketale, men der er nogle bestemte personer, som jeg allerførst gerne vil sige tusind tak til. Personer som jeg ikke kunne have klaret det her uden. Personer som har hjulpet, støttet og gjort alt for at jeg skulle blive klar til dette løb både ift. skader, kost og træning, gennemføre dette marathon, og ikke mindst få en rigtig rigtig god oplevelse. Eftersom alt dette bare lykkes til punkt og prikke igår, så skylder jeg disse personer VERDENS STØRSTE tak! 

 

  • Min personlige træner, Kristian Sletten fra StayActive. Han har været motoren bag det hele. Uden hans hjælp til at strukturere og planlægge min træning, så havde jeg ikke været i stand til at gennemføre løbet i den tid jeg gjorde. 
  • Min fys. og osteopaten, Ivar Dagsson fra Aarhus Osteopati. Han formået på én måned at få mig skadesfri - løber- og springerknæ er intet problem, når man bliver behandlet hos ham. Siden har han sørget for at hjælpe mig og holde mig skadesfri . Han har på intet tidspunkt taget håbet fra mig om at gennemføre mine løb her i efteråret. Endnu en mand, som har været guld værd. 
  • Mine løbeklub, RUNAAR - og særligt herunder, Jeppe Christiansen som har støttet og guidet mig de sidste mange uger - og særligt til Kristian Eilersen (barfodstossen) og Troels Sørensen, som løb de første 20-25 km. med mig. De fik virkelig overskuddet og energien frem i mig. 
  • Mine to storebrødre, Thomas og Casper Christensen, som er hele årsagen til at jeg overhovedet tilmeldte mig dette Marathon. De har altid været en kæmpe inspiration for mig! 

 

Når dette så er sagt, så lad mig fortælle om det, som det hele drejer sig - mit første officielle marathon og gennemførelsen heraf. Det er vigtigt for mig at pointere at jeg ikke vil lyde alt for selvglad i dette indlæg, men må “desværre” bare sige, at alt til gårsdagens marathon flaskede sig simpelthen bare. Så det er bare de sande fakta og historier der bliver beskrevet - og ikke fordi jeg prøver at pynte for meget på tingene. 🙂 

 

Jeg havde i dagene op til løbet sørget for at få spist god med kulhydrater og drukket en masse vand, saftevand og juice, således mine depoter i hvert fald var fyldt godt op og helt klar. Dette måtte ikke være pga. kost og væske at jeg gik ned. Min madplan kan i se længere nede på siden. Den fulgte jeg meget slavisk - og den viste sig bare at være rigtig god. Jeg har til mine tidligere halvmarathons haft lidt problemer med væske og kost, så det var virkelig vigtigt for mig at det spillede denne gang - og det gjorde det. Så hvis i har lyst, så kan i roligt og trygt bruge madplanen! 🙂 

 

Selve løbsdagen

  • Kl. 05.30 stod jeg op for at spise min første omgang morgenmad. Denne bestod af havregryn med rosiner, sukker og lidt kakaopulver udover (lyder klamt, men det er virkelig godt :p). Hertil drak jeg en halv liter vand. Bagefter gik jeg i seng igen og tog lige én time mere på øjet. 
  • Kl. 07.30 ringer vækkeuret igen. Jeg får gjort mig færdig og spiser min anden portion morgenmad. Denne gang bestod det af én lys bolle med marmelade, ét æble skåret i skiver, én æblejuice, én kop kaffe og selvfølgelig én halv liter vand. 

 

Allerede fra morgenstunden af kunne jeg mærke at jeg var klar. Solen skinnede, himlen var blå, temperaturen var så perfekt, jeg havde fået sovet godt - jeg følte mig klar. 

  • Kl. 08.45 går turen ud til startområdet, hvor jeg mødes med mine brødre som også skulle løbe marathon og de fire drenge fra RUNAAR (Jeppe, Troels, Kristian og Kasper). Vi fik gjort os klar, snakket de sidste ting igennem. Jeg havde planlagt at løbe sammen med Troels og Kristian. De skulle forsøge at pace mig til den rigtige tid og sørge for at jeg kom godt i mål. Resten af min familie var kommet ud for at heppe og dem fik jeg lige sagt hej og farvel til inden løbet gik igang
  • 21,1 - 26-27 km. - overskuddet ville åbenbart ingen ende tage. Da vi rammer min familie, som står og hepper fik jeg at vide at jeg pt. lå som nr. 3 ud af alle kvinder, og dette gav mig virkelig blod på tanden - jeg skulle se om det på nogen måde var muligt at indhente 2. eller måske endda 1. pladsen. Troels fik egentlig indhentet os, men måtte desværre udgå fra løbet pga. hans mave. Virkelig virkelig synd for ham. Nogle ting kan man bare ikke forberede sig på, og dette var desværre én af de ting. Kristian begyndte også at få lidt problemer med hans fødder - tossen plejer at løbe i bare fødder, men måtte pga. underlaget tage sko på, hvilket ikke fungerede helt optimalt. Vi røg ind i lidt forskelligt tempo, og jeg fortsatte derfor alene. Jeg holdte stadig samme pace på omkring. 04.40-04.45. Da det gik op for mig, at jeg nu skulle løbe de sidste 15 km. alene blev jeg lidt nervøs for, om jeg kunne opretholde samme tempo, men jeg slog tankerne væk vha. musikken. Jeg formået at holde humøret højt og tankerne positive. Nu måtte jeg i stedet heppe og pace mig selv frem. 

 

  • 27-37 km. - jeg følte mig stadig godt på vej og kunne nu begynde at se en ende på løbet og dermed målet. Tæt på en af væskedepoterne kunne jeg se den 2. hurtigste kvinde, og satte derfor tempoet op. Da vi ramte væskedepoten tog hun sig lidt for lang tid, og jeg skyndte mig derfor at få noget væske og komme afsted. Dermed blev den første kvinde indhentet, jeg lå nu som den 2. hurtigste kvinde. Nerverne kom dog lidt på spil igen, da jeg nu frygtede at jeg ville ramme den berømte “mur”. Der var ingen tvivl om at jeg godt kunne mærke at mine ben så småt begyndte at blive lidt trætte, men havde på ingen måde følelsen af at jeg var ved at ramme muren. Ved 34,5 km. møder jeg igen min familie, som fortæller at jeg ligger knap 2-3 min. bag den hurtigste kvinde - jeg tænkte “øv - men der er stadig en chance”. 

De første 2,5-3 km. af 7km’s runden var så ubeskrivelig hårde. Det gik kun op ad. Da jeg ramte dette stykke første gang ved 14-5-17.00 km. var det også hårdt, men intet sammenlignet med nu. Når man rammer 34,5-37,00 km. så har man ikke ligefrem lyst til at løbe op af bakker, men der var intet at gøre. Det var nu ens mentale styrke spillede ind og blev sat på prøve. Jeg fik gejlet mig selv op og fik overstået hvad der føltes som et bjerg på daværende tidspunkt. Arrangørene havde været så søde ved 37,00 km. at skrive “højeste punkt” med en lille tegning til på ruten, så fint.

  • 37-42,2 km. - jeg havde ramt det højeste punkt på ruten, og nu gik det næsten kun ned af, kun med få stigninger ind i mellem. Jeg fik derfor sat rigtig god fart på, ramte en pace omkring 04.20-04.30 det sidste stykke og fik dermed indhentet rigtig meget tid. Da jeg ramte 38 km. på 03.00.00 vidste jeg at mit tredje delmål ville blive opfyldt. Jeg skulle nok nå at komme ind på en tid under 03.30.00 som var min absolut drømmetid. Det gav mig virkelig blod på tanden og jeg fortsatte i samme pace. Der var absolut ingen tegn på krampe, mental nedgang eller mur - og jeg råbte og klappede af mig selv “kom så Camilla, du kan gøre det - du når din drømmetid, smil og få så de ben i mål og bliv stolt af dig selv. Din familie venter”. Jeg nåede aldrig at indhente den hurtigste kvinde, troede egentlig hun var langt foran. Så da jeg rammer de sidste 400 meter på ruten sætter jeg slutspurten ind. I mål det skulle jeg og det skulle gøres med manér. 
  • 42,2 km. - jeg er i MÅÅÅÅÅÅÅÅÅL - og det blev med den helt fuldstændig uventet tid, 03.22.00 - dvs. min slutpace endte på 04.47. Jeg havde aldrig nogensinde troet at jeg skulle gennemføre mit første marathon i denne tid. Og da slet ikke dette marathon, et vaskeægte terræn/skov marathon. Jeg nåede lige ind over målstreen og knækkede så sammen. Jeg havde givet mig fuldt ud, tårerne stod ud, jeg var i mål, jeg gjorde det, jeg blev nr. 2 - hvad mere kunne jeg drømme om. Og endda, så viste det sig at jeg kun havde været 40 sek. efter den hurtigste kvinder - så ærgerligt, men jeg vil slet ikke klage over min egen præstation!

Jeg kan slet ikke beskrive, hvilke følelser der væltede ind over mig. Jeg var så ubeskrivelig møg stolt af mig selv. Jeg fik bevist det ingen troede jeg kunne! Efter 8 operationer i knæ og ankel, en invaliderklæring og en masse modgang - fik jeg rejst mig, bevist at hvor der er vilje er der succes. Ingen skal nogensinde fortælle mig, at jeg ikke kan - for så vil jeg gøre alt for at bevise det modsatte. Min træning op til dette løb må have været så optimal som muligt, hvilket jeg udelukkende konkludere ud fra, at jeg slet ikke ramte muren. Hvilket bare var møg fedt! Dermed er det også et helt nyt kapitel i mit liv der er startet. Med netop gennemførelsen af dette marathon venter der kun rigtig mange nye løbeoplevelser - hvor jeg bestemt har til mål at blive langt hurtigere og bedre. Men de løb vil jeg slet ikke tænke på nu. Lige nu og de næste par dage vil jeg virkelig bare nyde, hvilken præstation jeg har lavet. Forud for løbet var jeg simpelthen så nervøs, der var virkelig mange som havde sat nogle meget høje forventninger til mig - og ikke mindst havde jeg selv store forventninger til mig selv. Min frygt for ikke at ramme dagen blev slet ikke aktuel. Dagen sad bare lige i skabet. 

At jeg ramte dagen 100% blev også kvitteret med prisen som den 2. hurtigste kvinde.

Én ting som jeg havde været meget nervøs omkring var væskedepoterne. Til halvmarathons har jeg slet ikke kunnet få det til at fungere med at få indtaget væske undervejs. Men dette gik også bare godt. Undervejs tog jeg i alt 6 gels + én gel 15 min. før løbet begyndte. Derudover så stoppede jeg ved alle væskedepoterne - det gjaldt ikke om at få drukket hele koppen med vand, men bare lige at få én slurk - så var det super. Til forskel fra tidligere løb, kunne jeg denne gang mærke hvor meget bare én slurk vand gør - der er virkelig en verden til forskel. 

 

Dette marathon var Aarhus’ første marathon og mit første marathon, men det er på ingen måde sidste gang jeg deltager i dette løb. Der er ingen ord for, hvor flot løbet var. Vi løb virkelig i den smukkeste natur nogensinde, ruten var så perfekt - vekslende mellem rå skovbund, broer, grusbund, sand osv. Det var ubeskriveligt hårdt, men så fedt. Med en højdemeterstigning på 447 meter siger det vist alt om løbet - det var på ingen måde fladt. Men det var sjovt, og stor ros til arrangørerne af dette løb - det var virkelig en kæmpe succes. Jeg håber virkelig de laver løbet næste år! 

 

Kort fortalt - med gennemførelsen af gårsdagens Marselismarathon vil jeg nu officielt kalde mig selv løber. Min nye sportsgren er løb og jeg er 100% dedikeret til denne sport. Hvis jeg i dag fik valget om at spille fodbold igen påny eller løbe, så ville jeg klart vælge løb. Det giver mig alt det jeg ønsker!

De næste par dage står nu på meget afslapning og lidt træning, benene skal have tid til at komme sig og restituere 100%. Når dette er gjort, så sættes træningen ind igen for alvor, da jeg allerede har en ny og efterårets sidste udfordring, som venter mig d. 19 oktober. Her skal jeg løbe Vejle Ådal halvmarathon - mere om dette senere! 

 

Til alle jer, som har løbet H.C.Andersen marathon og Berlin marathon i denne weekend - stort tillykke, hvor er i seje. Og til alle jer andre, jeg håber i har haft en skøn weekend og fået trænet godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *