Berlin Marathon 2015

I dette indlæg kan i læse, hvordan en lille beretning om mit marathon i Berlin. Jeg er stadig helt overvældet, og har meget svært ved at sætte ord på løbet. Det var et løb, som overgik alle forventninger - og uden tvivl, blev den bedste dag i mit liv. Aldrig har jeg været så rørt, tilfreds og i chok.

Jeg tror aldrig, jeg har været så nervøs til et løb før. Jeg ved ikke hvorfor, men nerverne var helt oppe at ringe til gårsdags marathon. Det hænger nok sammen med, at jeg egentlig følte, at jeg havde sat overlæggeren lidt for højt ift. min ønske-tid (03.15.00). Min træning op til marathon har ikke været helt optimalt. Jeg har kun kunnet løbe ordentligt de sidste tre måneder, pga. løberknæ i foråret. Det betød også, at min længste distance inden marathon var Købehavn Halvmarathon, og dermed 21,1km. Derfor var jeg særdeles nervøs for, hvordan mine ben og krop ville reagere, når jeg kom over de 25 km. Til trods for dette, så var der flere og flere, som havde høje forventninger til min løbetid.  Derudover havde mine ben drillet mig de sidste dage med små skavanker, og ja, jeg følte egentlig ikke min forberedelse var 100%. Sidst, var det også første gang jeg skulle løbe med løbebælte (uden at have testet det), så det var jeg også lidt bange for, hvordan ville fungere.

Men men, historien skulle vise sig at ende ud på en helt anden måde.

FØR LØBET

Søndagen startede meget tidligt ud. Kl 04.45 ringede vækkeuret og første omgang morgenmad skulle indtages. Med søvn i øjnene og dynen rullet omkring os fik vi spist en god portion havregryn med rosiner. Tilbage i seng, sove en lille time mere inden vi stod helt op. Stemningen i lejligheden og mellem mine to brødre og jeg var præget af meget nervøsitet og spænding. Vi fik spist morgenmad igen, og så gik turen ellers ned mod startområdet. Vi fik hurtigt sagt farvel til resten af familien, og kom ind i startblokkene. Mine to brødre skulle ind i samme blok, mens jeg skulle ind i en anden. Da jeg sagde farvel til mine brødre blev jeg for alvor nervøs. De havde været gode til at berolige mig. Men men, nu og de næste timer frem var jeg alene. Jeg fik stillet mig ind i startboksen og endte med at komme helt op foran at stå. Det var ret vigtigt at jeg ikke kom til at stille mig inde i mængden, da jeg vidste det ville påvirker min tid rigtig meget de første par kilometer. Så frem med mig, stå på forresten række og da startskuddet lød var jeg på vej. Nu gjaldt det bare om, at mig, mine ben og krop skulle finde ind i samme rytme - og holde den i 42,2 km.


0-21 km.

Trods meget kolde og stive ben, så kom jeg rigtig godt fra start. Jeg havde egentlig aftalt med mig selv, at jeg ville start i pace 4.40 og så øge til 4.25-4.30 omkring 20 km., men en ny strategi blev valgt. Om det var bevidst eller ubevidst det ved jeg ikke. Jeg endte med at løbe omkring pace 4.20, og ved 17 km. begynde tankerne at komme. “Du går snart kold Camilla, du har lagt for hårdt og hurtigt ud”. Mine eneste måde at fjerne disse tanker var med musik. Og ja, jeg valgte at løbe med musik i Berlin. Ødelagde det stemningen? Nej. Betød jeg ikke kunne leve mig 100% ind i løbet? Nej. Ignorerede jeg stemningen og tilskuerne? Nej. Det var en kæmpe hjælp for mig. Jeg skulle løbe alene i 42,2 km. og jeg var simpelthen nødt til at have musik, således jeg kunne bruge det som min hjælper til at holde tempo. Hver gang der stod masser af tilskuere, så skruede jeg altid helt ned, så jeg kunne mærke stemningen. Da jeg runder de første 21,1 km. følte jeg mig flyvende. Jeg havde noteret mine splittider på et lille stykke papir, og allerede ved 21 km. kunne jeg se at jeg foran min tidsplan. Men jeg turde ikke tro på, at det også betød jeg ville komme hurtigere i mål, da jeg var ufattelig bange for, hvordan min krop ville reagere ved 25 km.

21-42,2 km. 

Heldigvis følte jeg mig stadig godt kørende. Pacen blev mellem 4.15-4.25, og jeg fik indtaget mine gels som planlagt for hver 7. km. samt indtaget et par slurke vand for hver 5 km. Ved 25 km. mærket knytter jeg lige hånden og siger “kom så Camilla”, jeg havde brug for lige at give mig selv et ekstra skub. Jeg måtte for alt i verdenen ikke gå ned, når det nu gik så godt. Da jeg rammer 32 km. begynder maven at drille og gøre virkelig ondt. Den begynder at småkramper - og jeg tænker straks “NEEEEJ, det sker bare ikke”. Hvis jeg ville sætte en god tid, så var der bare ikke mulighed for toiletbesøg. Så jeg bed smerten i mig, satte en opmuntrende sang på, og forsøgte at “glemme” smerterne. Det går okay. Ved 35 km. kigger jeg på uret, og kan hurtigt se, at hvis jeg holder pace, så kommer jeg ind før tid. Det var et selvtillidsboost af de helt store. Jeg havde 40 min. til at få løbet 7,2 km. - her knytter jeg lige hånden igen, og siger “YES” - måske lidt for højt, haha. Men jeg var sgu glad. Mit mål var for en tid på 03.15.00 var sikret. Jeg fik de vildeste sommerfugle i maven. Jeg havde slet ikke troet at jeg ville løbe til den tid, men den var nu sikret, og nu gjaldt det bare om at komme sikkert og godt i mål. Mine ben havde heldigvis ikke reageret på distancen endnu. Selvfølgelig var de ved at gøre godt trætte, men andet ville nok også være mærkeligt. Dog havde jeg ikke ramt den famøse mur, hvilket var yderst positivt. Desværre havde jeg stadig store problemer med mavekramper, men jeg fortsætter.

Ved 38,5-39km. kunne jeg pludselig bare mærke, hvordan mine ben absolut ikke gad løbe mere. De gik ikke i krampe, men jeg kunne bare mærke, hvordan de begynder at svigte. Jeg var fastsat på, at jeg absolut ikke ville ned og gå. Jeg havde endnu ikke været nede og gå én eneste gang, heller ikke ved depoterne, så det skulle jeg i hvert fald heller ikke nu, så tæt på målet. Jeg sætter tempoet lidt ned omkring 4.40-4.45 og kæmper virkelig en mental kamp. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, “hvor f…. er den Brandenburger Tor?!?! Jeg gider ikke løbe mere nu!!”. Måske heller ikke de mest positive tanker, men hold nu op, hvor var jeg træt. Jeg får kæmpet mig igennem de sidste 3 km, og da jeg kan se Brandenburger Tor og løber under, så kunne jeg slet ikke lade være med at smile. De mange sommerfugle blev befriet og jeg fik en kæmpe klump i halsen. Der var “kun” 400 meter igen og så var det uopnåelige nået. Jeg slukkede for musikken og lod mig bare rive med at stemningen, musikken, de andre løbere og de tusindvis af tilskuere. I mængden spotter jeg min familie og kan slet ikke lade være med at hive armene i vejret og bare juble. Den største sejr til dags dato var løbet, oplevet og gennemført.

MÅLLINJEN

Da jeg krydser mållinjen fik tårerne bare frit spil. Jeg har altid haft meget svært ved at være tilfreds med mig selv og mine præstationer. Jeg føler aldrig det er godt nok, men igår var en undtagelse. Jeg er ked af at sige det, men jeg var skide stolt af mig selv og min præstation. Taget al min nervøsitet i betragtning og at jeg havde løbet hele vejen selv, så var jeg mere end bare godt tilfreds med min indsats. Jeg fik nedlagt de 42,2 km. på 03.08.01, endte som den 6. bedste kvindelige dansker, nr. 37 i min aldersgruppe og nr. 133 ud af alle kvindlige deltagere. Om det betyder alverden, det ved jeg ikke, men det er alligevel lidt fedt.

Løbet var en prøvelse for mig, fordi jeg skulle motivere mig selv sålænge, holde pacen og disponere kræfterne rigtigt, men jeg bestod. Jeg fik min vigtigste medalje til dags dato (taget både fodbold og løb i betragtning). Derefter gik jeg ned til min familie og sammen med dem ventede på, at mine brødre kom godt, sejt og sikkert i mål. De kom, og vi kunne give hinanden den største krammer, highfive og skulderklap. Vi meldte os til sammen, stillede op sammen og fik alle gennemført i bedste stil. Jeg var en særdeles stolt lillesøster og glad løber. Vi fejrede løbet og skålede i en kold, tiltrængt cola! 😀


BERLIN MARATHON

Der er ingen tvivl om, at Berlin Marathon er det fedeste løb jeg nogensinde har prøvet, og garanteret kommer til at løbe. Hold nu op, hvor er det bare professionelt, velfungerende og ubeskriveligt. Alt spiller simpelthen bare. Ruten var, ganske rigtig, helt flad. Vejene var brede og med plads til alle. Depoter for hver 3-4 km. Tusindevis af støttende, råbende og opmuntrende tilskuere. En stemning udover det sædvanlige. Og så gjorde det selvfølgelig heller ikke noget at solen skinnede. Et boost til motivationen. Amen altså, jeg har ikke noget negativt at sige om løbet. Det må og skal ikke være sidste gang jeg har løbet i Berlin. Det er et løb, som lige hæver standarden for kommende løb væsentlig. Et løb, som skal prøves. Et løb, som garanterer du kommer hjem med en oplevelse for livet.

FREMTIDEN

Med mit løb i Berlin er det klart, at jeg har indset, at mit løb kan nå længere. Jeg har aldrig troet, at jeg ville være i stand til at løbe et marathon til den tid. Men nu går jeg også med mange overvejelser om, hvad det er jeg skal og vil med mit løb. Der flyver mange tanker rundt i hovedet på mig, som jeg gerne vil inddrage jer i senerehen. Lige nu, vil jeg bare nyde denne sejr, slappe rigtig meget af og sørge for at komme godt ovenpå igen. Mine ben er trætte, meget trætte, og skal derfor have lov til at restituere ligeså længe det er nødvendigt.

Jeg vil gerne lige benytte lejligheden til at sige et STORT TILLYKKE til alle jer, som også løb Berlin Marathon. Sikke nogle tider der er blevet sat rundt omkring. En sand inspiration! Nyd sejren og plej jer selv godt - det vil jeg i hvert fald gøre. 🙂