Forumstatistik

Registrerede brugere
1
Fora
0
Emner
0
Svar
0
Emne tags
0

Wings for Life World Run 2017

/, LØB, TRIATHLON/Wings for Life World Run 2017

Wings for Life World Run 2017

 

I søndags løb jeg Wings for Life World Run i Dubai. Et løb, hvor forventningerne til mig selv var høje, men udfaldet af løbet skulle vise sig at blive anderledes. Jeg har nu haft et par dage til at tænke over løbet og synes det er på tide at komme med en lille beretning derfra. 

Jeg er netop landet i DK igen efter en helt fantastisk uge i Dubai. Det har været en uge fyldt med fantastiske oplevelser, masser af sol og afslapning, god mad og ikke mindst, kvalitetstid med min kæreste. Det var lige det jeg havde brug for – inden afrejse var jeg nemlig fuldstændig drænet for energi og motivation til træning såvel som skole. Men, batterierne er nu så godt som genopladet og klar til at gå i krig med mere træning og den sidste eksamen.

Og dog, så er de ikke 110% ladet op endnu, da søndagens WFLWR stadig sidder i kroppen. Og hvorfor så det?

Jo, til de af jer, som ikke er helt med på, hvorfor jeg har løbet i Dubai, så skyldes det at jeg sidste år vandt WFLWR i DK og dermed frit kunne vælge, hvorhenne i verden jeg ville løbe i år. Valget faldt på Dubai, da jeg altid har drømt om at komme hertil. Derudover, havde jeg set at pigerne ikke løb så langt dernede, så jeg troede også jeg havde en god chance for måske at vinde igen. Men, sandheden blev en anden.

Allerede da vi ankom til Dubai gik det hurtigt op for mig, at WFLWR ville blive en enorm stor prøve; temperaturen var tårnhøj og for en nordboer som mig, ja, så rammer 38-40 grader hårdt. Jeg havde tre testløb forinden sammen med min kæreste, hvor to af dem gik helt elendigt – og den sidste gik nogenlunde. Men tvivlen sad i mig, kunne jeg/vi (min kæreste og jeg) få opfyldt enten vores mål nr. 1 eller 2 med løbet, som var vinde og/eller løbe +30 km.

Vi gjorde alt hvad vi kunne for at forberede os i dagene op til løbet, så godt som vi nu kunne. Det var klart på blot fem dage kunne vi ikke nå at blive 100% akklimatiseret, men vi kunne forsøge at forberede godt på andre parametre. Det vil sige, vi drak godt med vand (ca. 3 liter om dagen) i dagene op til løbet, vi indtog tilpas med elektrolytter fra Purepowerdk til at sikre vores saltbalance var på plads, vi sørgede for at få godt med kulhydrater så vores depoter ikke var helt tomme, og sidst, sørgede vi for at afvikle vores testture op til på samme tidspunkt som selve løbet, så vi kunne prøve varmen af kl. 15.00 om dagen. Lige præcis i solens primetime (FEDT!).

Vi var godt klar over det ville blive hårdt, og en udfordring både mentalt og fysisk. Men jeg tror ikke vi var klar over, at det ville blive  hårdt.

Med en temperatur der målte 44 grader, stillede vi os godt nervøse til start kl. 15.00. Startskuddet lød og vi satte fra land. Vi blev nok lidt grebet af stemningen og løb derfor for hurtigt de første to kilometer. Og her ramte jeg allerede en krise; jeg svimlede og min mave slog knuder. Jeg fik det ubegribelig dårligt, klar til at kaste op. Inden vi overhovedet ramte 5 km. havde jeg allerede været nede og gå to-tre gange. Jeg sagde sågar flere gange til min kæreste, “jeg kan ikke det her”. Og hver gang afbrød han mig og sagde, “kom nu, du kan fandme godt. Du er så skide sej. Se på de andre, de synes også det er hårdt, de lider også”. Og det fik mig igang. Vi satte tempoet lidt ned, og for hver kilometer var der væskedepot, hvor vi hældte godt 0,5 liter vand udover os. Men det var jo nærmest ligegyldigt for 2sek efter var det helt udtørret igen.

Vi fortsatte, og tænkte kun én km. frem af gangen. Jeg lå egentlig som nr. 4 kvinde efter de 5 km., men jeg valgte lynhurtigt at skide en hvid pil efter drømmen om at vinde. Jeg havde ærligtalt ikke kræfterne til at give det et skud. Varmen var for hård mod mig. Selvom min kæreste også led under varmen, var han den ultimativt bedste støtte; han holdt modet oppe og hjalp mig. Vi løb og sagde “kom så” til hinanden. Tankerne gik ikke rigtig på andet end, hold kæft, hvor er det varmt og ulideligt. Det var nok egentlig det eneste jeg kunne tænke på. Efter 10km. kunne jeg ikke svede mere, min hud var fuldstændig udtørret og saltet til. Jeg havde svedt alt det ud jeg kunne. Men vi fortsætte, kilomet for kilomet videre.

Dog bliver vi efter 10km. godt klar over, at vores andet drømmemål for WFLWR også var urealistisk; vi kunne ikke nå de 30km.. Der var ikke en ordentlig kommunikation mellem hoved og benene. Pulsen var tårnhøj, kadencen meget lav og benene ekstrem tunge. Det hele sejlede mildest talt. Men vi kæmpede.

Ved 16km. får min kæreste vejrtrækningsproblemer. Han kunne ikke trække vejret ordentlig. Denne gang måtte jeg finde overskuddet frem og hjælpe ham igennem hans krise. Vi sætter tempoet yderligere ned, og vælger endda at gå ned og gå et par skridt hist og pist. Han kommer op igen, men er presset. Vi er presset, varmen har ramt os særdeles hårdt. Der var ingen skygge at finde i Dubais ørken, kun solen kunne stå og bage direkte ned på os.

Tre kvinder får overhalt os, i takt med at vores tempo falder, men det var ligegyldigt. Det gjaldt bare om, at fortsætte med at løbe til bilen overhalte os. Og det gjorde vi. Ved 22km. må min kæreste desværre sige stop, da bilen blot var et par hundrede meter bag os, hans bryst gjorde for ondt. Jeg fortsatte og forsøgte at hive det sidste ud af mig selv. Ved 22,84 bliver min kæreste indhentet, mens jeg får lidt fart ud af benene og når op til 24,02 km. Her måtte jeg kaste mig ned i asfalten, da jeg blev overhalt. Fuldstændig udmattet og afkræftet. Alt gjorde ondt. Det føltes som om jeg havde løbet et marathon. Min hofte, mine knæ, mine ankler, min mave og mit hoved. Omend, jeg/vi hverken nåede mål 1 eller 2, så var jeg glad. Jeg kom langt længere end jeg havde troet. Jeg var jo decideret klar til at udgå og stoppe efter 5km, så at jeg nåede op til 24km. det kunne jeg kun være tilfreds med.

Min kæreste kommer gående op til mig, vi omfavner hinanden og giver et stort kys. Vi gjorde det. Vi stod imod vores lidelser og hjalp hinanden igennem, hvad der må siges at være vores hårdeste (og ultimativt varmeste løb) til dags dato. Jeg skylder ham en kæmpe tak for at være der for mig, da jeg havde allermest brug for det. Han lod mig ikke udgå, fordi han vidste, hvor meget jeg ville fortryde det senerehen. Han hjalp mig og var uundværlig.

Omend vi led samtlige kilometer, så var det en fantastisk oplevelse at løbe i Dubai og ørkenen. Det var helt specielt – og noget som jeg aldrig kommer til at glemme. Og dog, noget jeg heller aldrig kommer til at gøre igen 😀 Jeg har virkelig lært min krops begrænsninger og +40 grader er bare ikke lige mig. Det er ikke her jeg præsterer eller løber optimalt. Det må jeg bare erkende. Derfor kommer i sgu nok aldrig til at se mig stille til start i et Sahara eller andet ørkenløb. Den lille nordboer har det tydeligvis bedst i køligere omgivelser 😀

I kan se lidt billeder fra løbet nedenstående.

 

Nu er vi tilbage i Danmark – og klar til at træne med triklubben igen, og nu bliver fokus på løb langt lidt på hylden. Mit næste store mål for 2017 venter nemlig lige om hjørnet, Jels 1/2 IM d. 18 juni. Nu skal tri-livet for alvor skydes igang – og målet om IM kommer tættere og tættere på, hvilket betyder, at jeg bliver nødt til at fokusere mere på cyklingen som pt. er mit svage punkt :/ Men jeg er motiveret og klar..

2017-06-14T06:21:15+00:00 maj 9th, 2017|Beretninger, LØB, TRIATHLON|

Leave A Comment