Forumstatistik

Registrerede brugere
1
Fora
0
Emner
0
Svar
0
Emne tags
0

Mit bedste løb!

/, LØB/Mit bedste løb!

Mit bedste løb!

Aarhus City Halvmarathon blev min største løbemæssige overraskelse til dags dato. Løbet overgik alle forventninger og har fået min motivation helt til tops. Jeg er lykkelig, stolt og samtidig helt målløs over, hvad der skete søndag d. 19 juni. 

Det var ikke et løb som alle andre. Det var ikke et løb, som kan beskrives. Det var ikke et løb, som jeg glemmer hurtigt igen. Det var et løb som overgik alt og som var det vildeste!! 

Aarhus City Halvmarathon er et helt specielt løb for mig. I år 2014 løb jeg mit første officielle løb, nemlig Aarhus City Halvmarathon, og det var netop dette løb som var skød hele min løbekarriere igang. Det var netop dette løb, som gav mig troen på, at jeg måske godt kunne finde ud af løbe – og måske havde potentiale til at blive hurtigere. For to år siden gennemførte jeg i en tid der hed, 01.30.47, en rigtig rigtig fin tid ift. at det var mit første løb. Men det var ikke godt nok. Jeg vidste inde i mig selv, at jeg godt kunne gøre det bedre. Og det har jeg kæmpet hårdt, MEGET HÅRDT, for at bevise lige siden.

Jeg har arbejdet stenhårdt for at blive en hurtigere og bedre løber – og jeg mener selv, at Aarhus City Halvmarathon 2016 var beviset på min dedikation til løb. Al den tid og energi jeg har brugt på træningen bar endelig frugt. Min kæreste og familie har til tider hadet mig for at bruge så meget tid på løb, men jeg har været immun overfor kritikken, fordi jeg har vidst at det ville betale sig en skønne dag. Og den dag blev d. 19 juni 2016!! 🙂

Forud for løbet havde jeg bevidst valgt, at jeg ikke ville offentliggøre mit mål med løbet. Det var ikke fordi jeg ikke ville inddrage jer følgere, men jeg var simpelthen rigeligt nervøs i forvejen og havde ikke brug for at omverdenen også skulle lægge et yderligere pres på mig ift. forventninger. Derfor valgte jeg at holde min målsætning hemmelig, men det hjalp lige lidt på mine nerver. Det er lang tid siden jeg har været så nervøs før et løb. Hele ugen op til, har mine nerver siddet udenpå, og jeg har været en hormon-bombe uden lige, fordi jeg ikke har vidst hvad jeg skulle gøre af mig selv. Natten til søndag sov jeg heller ikke særlig godt, fordi jeg simpelthen var så skide nervøs for, om jeg kunne leve op til min egen målsætning. Jeg havde tre mål:

  1. At slå min PR på 01.28.21
  2. At komme under 01.25.00
  3. At blive blandt top-20 af kvinder

Selvom alt kan gå galt, når først starten går, så var jeg ret sikker på, at jeg nok skulle slå min PR. Jeg var bare ikke sikker på, at jeg kunne komme under 1.25. Til trods for at jeg er i mit livs bedste form og aldrig har trænet så intenst og hårdt mod et mål, så var jeg helt overbevist om, at jeg ikke kunne holde en gennemsnitspace på 04.01 i 21,1 km. Det var i fællesskab med min træner, Kristian Sletten, at målet var blevet opstillet. Jeg troede slet ikke på ham, når han sagde jeg sagtens kunne det. Flere gange i ugen modtag han opgivende og frusterende beskeder fra mig, men gang på gang fik han motiveret mig og fortalt at han slet ikke var i tvivl om, at jeg godt kunne. Og hvis der er noget Kristian aldrig har gjort, så er det at tage fejl. Han er den mest kompetente og dygtige træner, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Han giver mig den største støtte og tro på tingene. Alligevel stillede jeg spørgsmålstegn ved hans tro på mig denne gang. Men han fik sgu ret igen!

Starten gik kl. 10.00 og jeg stod helt oppe foran sammen med Kristian og min kæreste. De skulle gennemføre løbet sammen, mens jeg skulle klare turen selv. Heldigvis havde jeg min musik med mig, det beroligede mig. Jeg havde aftalt med Kristian at lave et positivt split, da det er umuligt at holde tempoet nede i starten, hvor man lader sig rive med at stemningen, løberne og adrenalinen. Da startskudet lød, fik jeg hurtigt gang i benene og tempoet steg. Pacen lå på omkring 03.45, hvilket jeg tænkte “det er okay, du lader dig rive med, men pas på dig selv, for det kan du på ingen måde holde hele vejen”. Alligevel formåede jeg at holde tempoet og kilometerne gik. Botanisk have var en killer, men jeg besteg bjerget 😛 Jeg tog et par slurke vand ved første væskedepot og fløj ellers videre. Jeg havde virkelig følelsen af, at det gik godt. Jeg følte mig mentalt frisk og klar, og benene virkede gode. Dog var vinden en irritationsfaktor. Den ramte mig som en mur ind i mellem. Jeg havde desværre ikke så meget at stå imod med eller nogen at gemme mig bag, så den gav mig et par ordentlige mavepustere ind i mellem.

Jeg havde noteret mine mellemtider på underarmen, således jeg hele tiden kunne holde øje med, om jeg var foran eller bagud ift. min ønsket sluttid. Og da jeg ramte 5 km. kunne jeg allerede se, at jeg lå knap 1,5 min. foran min 5km’s mellemtid. Hu-hej det gik. Jeg følte stadig benene var gode og jeg fløj videre mod 10 km. Det var en mærkelig fornemmelse for benene blev ved med at sige “det kører, lad os fortsætte samme tempo”, mens hovedet sagde “du er ikke rigtig klog, du går snart kold”. Men benene vandt over hjernen, og selvom ruten var lidt kuperet og vinden hård, særligt omkring havne-området, så fløj jeg stadig afsted. Næste væskedepot ventede ved 10km, hvor jeg igen tog lidt vand. Dog kunne jeg mærke, hvordan mine ben pludselig gav efter. Jeg så på mit ur, hvor der stod at jeg havde løbet de 10 km. på 38.45 min., hvilket var suveræn ny PR. Det gjorde et eller andet ved mig, hvor jeg bare tænkte, “nå hvorfor ikke bare stoppe på toppen? De 10km er jo gået rigtig godt!? 😀 “. De næste 500 meter skulle jeg lige mentalt overbevise mig selv om, at jeg skulle holde tempo. Mine ben var kortvarigt blevet af gele, og de skulle igang igen. Jeg fandt min yndlingssang på ipod’en og afsted det gik igen.

Selvom det egentlig gik rigtig godt, kunne jeg godt mærke, at det ikke var muligt at holde samme høje pace, som på de første 10 km., men omvendt, jeg havde også stadig 2,5 min. at give af, så jeg vidste, at hvis jeg bare satte pacen én tand ned, så skulle jeg nok nå mit mål stadig. Ved 14-15 km., begynder jeg dog at mærke mine ben bliver trætte. Det høje tempo har de ikke været vant til at løbe, og jeg bliver presset. Jeg begynder virkelig at skulle æde mig selv. Det er hårdt! Den eneste motivation jeg finder frem er, at jeg stadig har formået at holde mig foran min 15km’s mellemtid med 2 min. Jeg finder trøst i dette. Med lidt vand ved tredje væskedepot og et “KOM NU CAMILLA”, løber jeg videre mod mål. Selvom benene var trætte og det blev en kamp, følte jeg mig egentlig mentalt ovenpå. Det var gået forrygende de første 15 km., så nu skulle jeg bare i mål. Uanset smerte og åndeproblemer var det i mål, jo hurtigere jeg kom det, jo hurtigere kunne jeg slappe af. Jeg fortsætter samme pace som fra 10-15 km.

Desværre rammer jeg ved 18,5 km. en alvorlig krise. Jeg føler mig ærligtalt færdig i benene. Men nej, der var intet at gøre. Jeg måtte æde mig selv endnu mere. Ikke om jeg havde gjort det så godt indtil nu og så bare ville give op og sætte tempoet helt ned. Heldigvis møder jeg et par kendte ansigter, som giver mig det sidste kick jeg har brug for. Jeg syner Frederiks Allé og bliver glad. Ikke lettet, men glad. Mentalt har jeg altid synes Frederiks Alle er hård, fordi man hele vejen går lige ud og man kan se målet, men man føler aldrig man rammer det. Det er som om benene bare løber, men man kommer ingen vegne. På en eller anden måde får jeg sat tempoet op, selvom mine ben er fuldstændig færdige og giver efter, jeg kæmper mig ned af opløbsstrækningen. Knap 100 meter før mål ser jeg min familie der står og hepper, jeg bliver ovenud lykkelig og kan ikke gøre andet end løfte armene i vejret. Samtidig får jeg et glimt af tiden, som siger 01.23.et eller andet. Jeg fatter slet ikke, hvad der foregår. Kan det virkelig passe??? Løb jeg lige et halvmarathon på omkring 01.23.?? Mere når jeg så heller ikke at tænke inden mine ben falder under mig, og jeg knækker sammen efter at have passeret målstregen. Efter at have siddet i lidt tid, rejser jeg mig op, kigger på mit ur og begynder automatisk at få tårer i øjnene. Jeg havde gjort det umulige og overgået mig selv. Jeg så ikke forkert, tiden sagde 01.23.31. Den vildeste følelse suser igennem kroppen og jeg smiler som en eller anden lalleglad pige (det var jeg måske også på dette tidspunkt 😛 haha). Men hold nu kæft, jeg var glad.

Jeg havde taget turen fra himlen til helvede og tilbage igen. Jeg havde lavet en fuldkommen overpræstation. Aldrig havde jeg troet at det skulle være muligt at komme ned på den tid. Og da slet ikke på kun to år, som egentlig løber. Selv nu, hvor jeg sidder og skriver dette indlæg får jeg gåsehud. Efter at have været en meget lang og hård periode, rent træningsmæssigt, hvor jeg virkelig har været træt og frustreret over ikke at føle jeg rykkede mig, så vendte mit humør 180 grader. Min motivationen strøg fuldstændig til tops og jeg kan slet ikke vente med at skulle stille til start igen. Jeg er så klar på endnu mere og hård træning! Det er lang tid siden jeg har været så motiveret til noget, som jeg er nu. Min målsætning blev 100% opfyldt:

  1. Jeg slog PR med 5 min. Gik fra 01.28.21 til 01.23.31
  2. Jeg kom klart under 1.25.
  3. Jeg kom i top 20 kvinder. Endte nemlig som nr. 6 af alle kvinder.
  4. Jeg lavede yderligere to PR undervejs på hhv. 10 og 15 km.
  5. Jeg lavede et positivt split. De første 10 km. med en gns. pace på 3.52, og de sidste 10-11 km. med en gns. pace på 04.02

Hvis ikke ovenstående resultater kan gøre mig glad, så ved jeg slet ikke hvad der skulle kunne det. Jeg skylder VERDENS STØRSTE TAK til min træner, Kristian, for (endnu en gang) at få realiseret en løbedrøm. Der er en grund til, at jeg igennem to år nu har haft Kristian, og det er udelukkende fordi han gang på gang viser, at han kan planlægge og strukturere den rigtige træning til mig. Indtil nu er der ikke én gang, hvor vores fælles opstillede mål ikke er blevet indfriet. Med motivationen i top, glæder jeg mig allerede til vores næste mål. Et mål som er og har været årets helt store fokus. Nemlig Amsterdam Marathon d. 16 oktober. Troen på at komme under 3.00 timer virker pludselig langt mere realistisk. Hvis bare træningen kommer til at fortsætte ud af samme gode stime, så burde det kunne lade sig gøre!!!!!

Søndag d. 19 juni blev dagen, hvor alting lykkedes. Selvom det kostede hårdt, så fik jeg bevist, at hvor der er vilje er der vej. Det betaler sig at træne hårdt, bruge tid på træningen og være stædig når alle andre prøver at tale dig fra dine ideer/træningspas osv.!! 🙂 🙂

 

En sidste ting. Jeg var så heldig at TV2 Østjylland fulgte mig under Aarhus City Halvmarathon, både før, under og efter løbet. Hvis du er interesseret i, at vide mere om hvem jeg er, hvilken historie jeg har i bagagen, hvorfor jeg blev løber og en mere levende indsigt i selve løbet, Aarhus City Halvmarathon, så klik ind på følgende link. Her kan du se hele interviewet:

TV2 Østjylland – Video fra Aarhus City Halvmarathon 2016

 

2017-01-02T15:53:59+00:00 juni 22nd, 2016|Beretninger, LØB|

Leave A Comment