Forumstatistik

Registrerede brugere
1
Fora
0
Emner
0
Svar
0
Emne tags
0

KBH Halvmarathon – NY PR!

/, LØB/KBH Halvmarathon – NY PR!

KBH Halvmarathon – NY PR!

2015 var dømt til at blive et middel løbeår for mig. Troede kun jeg skulle løbe “hygge” løb, pga. mit løberknæ hele foråret. Jeg havde allerede skruet mine forventninger til mig selv helt ned. Jovist, jeg har trænet virkelig hårdt og intensivt de sidste par måneder, men troen på mig selv og mine evner var ikke rigtigt eksisterende. Det var faktisk super hårdt mentalt at erkende, at jeg nok ikke var i helt samme form, som jeg burde være. Men…. 

Søndag d. 13 september skulle vise sig, at drage en helt anden konklusion. Fra start havde jeg meldt ud, at løbet udelukkende skulle bruges som en træningstur frem mod Berlin Marathon d. 27 september, og derfor ville jeg løbe i en tid der hed mellem 1.30-1.40. Det var dog på trods af, at jeg faktisk inderst inde havde et brændende håb om, at jeg ville slå PR.

Men for min egen skyld, så var jeg nødt til at melde noget andet ud, således jeg ikke havde et lille “pres” eller forventninger hængende på mig. Som offentlig person kan det nogen gange være svært, at melde helt konkrete ting ud, da det ind i mellem vil skabe højere forventninger. Grundet min usikkerhed på mig selv, valgte jeg derfor at melde en anden tid ud, og det gjorde virkelig en forskel for mit løb. Jeg kunne mærke at lidt af det pres, der normalt hænger på mig, ikke var eksisterende på samme måde den dag. Det gjorde mit løb en hel del mere frit. Det er altid bedre at overraske end skuffe 😉

Men når det så er sagt, så var jeg faktisk 10000% overbevist om, at jeg slet ikke ville komme til at løbe PR. Derfor havde jeg også besluttet mig for bare at stille til start, og så se, hvad mine ben ville den dag.

Jeg havde brugt weekenden i København med min skønne søster og fået set nogle gamle veninder. Det betød at kosten måske ikke blev helt som den skulle, men sådan kan det jo godt. Livet skal jo også leves. Det var først lørdag aften at jeg egentlig fokuserede på kosten og at få indtaget nok væske. Alligevel følte jeg mig helt klar faktisk. Søndag morgen mødtes jeg med verdens bedste løbeklub, Runaar. Planen var, at jeg skulle løbe sammen med Kasper Kjærbye og Jakob Seldrup fra Runaar, og forsøge at følge med dem, så langt det var muligt. De havde en plan at løbe mellem 01.28-01.30, så det passede perfekt ift. at lave en mulig PR. Starten gik og vi kom godt fra start. Faktisk formåede vi at holde et godt stabilt tempo hele vejen. Vi lavede et lille negativt split, dvs. de første 10 km. blev løbet med en pace omkring 4.15 og de sidste 11 km. blev løbet med en pace omkring 4.05. Trods et frygteligt vejr, holdte vi humøret højt, gav hinanden tilråb og bare støttede hinanden. Et par helt igennem fantastiske drenge at løbe med.

Vi holdte niveau og fortsatte i bedste stil gennem Københavns gader, holdte små stop ved vandposterne og sørgede for at nyde turen. Desværre var der øjeblikke, hvor man blev rigtig irriteret. Det var ikke alle som stillede til start, som var lige gode til at løbe blandt andre mennesker, pacen svingede meget pga. de mange små opbremsninger man hele tiden måtte lave hver gang vejene smallede ind. Det var mildt sagt møg træls. Det var frustrerende ikke at kunne holde samme tempo gennem hele turen. Dét at løbe i pace 04.05 og så pludselig skulle ned og løbe 04.40 koster bare dyrt i sidste ende, når man gerne vil løbe i en god tid.

Men der var ikke andet for end bare at “ignorere” irritationen og forsøge at snige sig forbi de andre løbere, så snart muligheden bød sig. Hele tiden spurgte vi ind til hinanden ift. om vores ben var okay, og hver gang blev der meldt et klart JA! Så det gjaldt bare om at holde tempoet og forsætte. Vi kom ned af opløbsstrækningen og der bliver skruet op for tempoet. Vi skulle i mål og fejre vores løb. Billedet siger jo mere end tusinde ord. Det var en VASKE ÆGTE RUNNERS HIGH følelse man blev ramt af. Kasper og jeg kunne slet ikke lade være med at juble, give high-fives og bare smile. Undskyld mit sprog, men shit, hvor var det bare helt vildt at vi fik løbet PR. Benene overraskede totalt, formen var langt bedre end forventet og kroppen var i top. En så god løbedag hører til sjældenhederne, så det gælder bare om at nyde dem, når de opstår.

Jeg sidder og får helt kuldegysninger og knuder i maven, når jeg skriver dette indlæg. Det var simpelthen en dag, som betyder ufattelig meget for mig. Fem måneders frustration og nedgang med løberknæ, min kamp mod de ekstra kilo, og bare ja, en selvtillid som ærligtalt var i bund. Heldigvis skulle der ikke mere end 21,1 km. til for at rette op på det igen.

Selvom der lige er dobbelt så mange kilometer, som skal løbes i Berlin, så føler jeg mig mere klar end nogensinde. Det bliver en sand løbefest i Berlin, og jeg kan slet ikke vente. Det bliver en møg hård kamp endnu en gang, men min forhåbningerne om en god tid er steget væsentlig. Hvilken tid jeg kommer til at løbe i, kan jeg ikke sige endnu, men alt jeg kan sige er, at jeg vil sætte det virkelig hurtige ben forrest – og så må jeg se, hvad det kan trække. Det vigtigste er bare, at jeg får en fantastisk løbeoplevelse dernede. Jeg skal derned med hele min familie, mine to skide seje storebrødre skal også løbe og folk fra Runaar skal med, hvis ikke det er forudsætningerne for en løbeoplevelse udover det sædvanlige, ja, så ved jeg ikke hvad det er. Lad det så blive d. 25 september, så jeg kan sætte kursen mod Berlin og hoppe i løbeskoene d. 27!

Jeg vil gerne lige sige et sidste STORT TILLYKKE til alle jer, som også fik løbet i København. Forhåbentlig, jeg ser mange af jer til løb i fremtiden. Derudover vil jeg gerne sige et STORT TAK til min træner, Kristian Sletten, StayActive, for at have tilrettelagt og struktureret min træning, og motiveret mig hele vejen igennem, således denne drøm og oplevelse kunne gå i opfyldelse.

 

 

KBH Halvmarathon - NY PR! 1

KBH Halvmarathon - NY PR! 3

KBH Halvmarathon - NY PR!

KBH Halvmarathon - NY PR! 2

2015-09-17T20:04:06+00:00 september 17th, 2015|Beretninger, LØB|

Leave A Comment