Forumstatistik

Registrerede brugere
1
Fora
0
Emner
0
Svar
0
Emne tags
0

Jels 1/2 Ironman

/, TRIATHLON/Jels 1/2 Ironman

Jels 1/2 Ironman

For godt og vel otte måneder siden tog jeg en vild og krævende beslutning. 2017 skulle været året, hvor jeg gennemførte min første Ironman. Siden da, har jeg skulle tilbage til løb efter træthedsbrud, lære at svømme og cykle helt fra bunden, tilbagelagt utallige af træningspas, fokuseret på distance og udholdenhed, og svedt til den store guldmedalje.

Igår skulle formen testes af for første gang til et tristævne og de mange træningspas skulle stå deres prøve. Igår stod der Halv Ironman i Jels på programmet. Inden stævnet var jeg røv nervøs. Og hvorfor, det ved jeg egentlig ikke. Jeg havde jo aldrig lavet tri før eller gennemført et tristævne, så jeg vidste jo overhovedet ikke hvad jeg gik ind til. Dermed sagt kunne jeg jo heller ikke have nogle forventninger til mig selv – og det kunne alle andre heller ikke. Omend, jeg tror mange havde forvetninger om, at jeg ville klare det godt på løbet. Og ja, det var nok til at jeg blev absurd nervøs for om jeg kunne levere varen. Jeg havde da også selv fået samlet en masse forvetninger sammen – baseret på min træning. 

Før starten lød havde jeg tre mål:

  1. 5 timer var drømmen
  2. 5.15 var det realistiske
  3. At gennemføre var succeskriteriet.

Men for fanden, hvor var/er der mange faktorer der spiller ind ift. om alting bare flasker sig. Med- eller modstrøm? Med- eller modvind? Punkteringer? Skiftene? Styrt? Varme? Ramme muren? Kramper? Og ja meget mere. Jeg vidste ikke, hvordan min krop ville reagere, når alle tre discipliner blev sat sammen og med den intensitet, som var krævet.

Nå, men Flemming (min kæreste) og jeg kørte til Jels kl. 06.45 søndag morgen. Forinden havde vi fået en god portion havregryn m. sukker og kakaopulver – oh yes det bedste ved race er at alt er tilladt at spise :D. Da vi ankom til Jels fik vi afhentet vores startnummer, afleveret vores cykler til check-in og stillet alt klar ift. hvilken rækkefølge vi skulle bruge diverse udstyr.

Bagefter spiste vi en bolle mere inden vi smurte os ind i olie og hoppede i vores våddragter. Vi ville gerne lige ned og teste vandet inden svømmestarten gik, så vi ligesom havde vænnet os en smule til vandtemperaturen. Heldigvis var temperaturen rigtig god, der blev målt til 17,6 grader på dagen, hvilket må siges at være helt perfekt. Dog var der en modstrøm på det lange stykke vi skulle svømme á to omgange, rimelig øv. Men ja, det var der ikke noget at gøre ved.

Kl. 09.50 var der racebriefing, jeg havde heldigvis fået læst godt op på manualen og var nogen fattet med, hvad der skulle ske. Jeg var dog så vaaaaanvittig nervøs, så jeg skulle tisse frygtelig meget, men med kun 10 min. til start var der ikke tid til toiletbesøg og derfor måtte jeg tisse i våddragten. Og ja, det er pisse klamt og jeg synes det var den MÆRKELIGSTE følelse nogensinde, men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg har prøvet for mange gange at få mavekramper til stævner fordi jeg vælger at ignorere jeg skal tisse – og det ville jeg simpelthen ikke risikere på så vigtig en dag. Derfor tis, tis og så var jeg klar.

Kl. 10 lyder startskuddet og der er fællesstart. OH shit, det havde jeg aldrig prøvet før og det var et kaos. Jeg blev slået og hevet i flere gange og var helt fortvivlet ude i vandet – men måtte bare fortsætte. Jeg havde ikke rigtig noget valg. Efter vi drejede omkring den første bøje (vi skulle svømme to omgange á 950m), finder jeg mig nogenlunde tilrette i feltet. Jeg havde dog ingen idé om, hvorhenne jeg lå ift. alle andre. Men jeg valgte bare at svømme i det tempo, hvor jeg følte jeg havde kontrol over det. Svøm svøm svøm, og pludselig var de første 950m. overstået og jeg skulle op på land, løbe 100m. hoppe i igen og svømme de sidste 950m. Her lå jeg mere alene og får et ok flow, men synes modstrømmen på lang siden var hård. Nå,  men det eneste jeg lå og tænkte på, var Dory fra ‘Find Nemo’ – “bare svømme, bare svømme” og så svømemde jeg 😀 Hold kæft, nogle latterlige tanker man har når man er alene. Anyway,  jeg kommer op af vandet – lidt rundtosset og fortvivlet, men løber afsted mod skiftezonen, T1. På vejen får jeg overdelen af våddragten af og gør klar til at få benene ud og direkte i cykelskoene.

Jeg føler egentlig selv jeg får lavet et okay hurtigt skift, men glemmer alt om at få min håndpumpe med på cykelturen (så 7, 9, 13 for at jeg ikke punkterede eller i hvert fald at mine CO2 patroner ikke bare fiste af). Jeg kommer afsted på cyklen, glemmer dog at få tændt min cykelcomputer (rookie mistake), men efter 500m. er der styr på det hele. Jeg cykler og cykler og finder ind i et flow. Min puls var noget høj og jeg havde en dunkende hovedpine efter svøm, så jeg fik drukket en masse vand til at starte på, så hovedpinen kunne gå væk og indtaget en gel. Vi skulle cykle 4 omgange á 22km. Den første omgang handlede egentlig bare om at få benene igang og lære ruten at kende. Det gik sgu meget godt og jeg var overrasket over min fart. Og så alligevel, bedst som jeg cykler 37km i timen, kommer den ene mand efter den anden og overhaler mig. Slaaap nu af det var irriterende, når man selv bare tænker “fuck jeg har god fart på”, men man alligevel bliver overhalet. 😀 Jeg vil have mænds cykelben der kan træde til!! Nå, jeg fortsætter og på anden runde går det  egentlig også rigtig fint. Jeg holdte stadig farten og mine watt, fik indtaget af Cola gel fra Purepower og cyklede derud af. Tredje runde, jøsses, det var sgu lidt trivielt. Nu kunne jeg ruten uden af, vinden tog til på stykkerne med direkte modvind og mine ben begyndte at blive lidt trætte. Ind med en gel mere. Desuden havde jeg en hofte som gjorde NAS!!! Men som man siger, “pain is temporary, pride is forever“. Så jeg cykler videre.. Wehuuu, fjerde runde, nu begynder det at ligne noget. Sølle 22 km. tilbage, wattene ser rigtig fine ud og tempoet ser fornuftigt ud. Da jeg smutter afsted på 4. runde kunne jeg godt se, at jeg ville komme ind på min ønsket cykeltid. Jeg forsøger at holde tempo, men kan godt jeg er træt i benene. Lige inden jeg ruller ned mod skiftezonen, T2, tager jeg fødderne ud af cykelskoene og cykler med fødderne ovenpå skoene, så var jeg klar til at hoppe direkte af cyklen. Ind i skiftezonen, hænge cyklen op, af med skoene og på med løbeskoene. Så var det ellers afsted. Jeg havde her ingen idé om, hvor jeg lå i feltet blandt kvinder, men havde godt set, jeg havde overhalet to på cykelruten, men om det var godt eller skidt, anede jeg ikke.

Men jeg løb afsted og WOW en mærkelig følelse at løbe afsted. Mine ben var jo som gele. 😀 Ingen tvivl om at min kadence var utrolig høj de første hundrede meter indtil jeg kom ind i en rytme. Det gik dog hurtigt op for mig, at jeg ikke ville være i stand til at holde min ønsket løbepace. Benene var for trætte – og det var nok en god kombination af, at jeg havde cyklede noget hurtigere end forventet, samt sidste weekends PR-halvmarathon stadig sad i kroppen. Nå, men vi skulle løbe 4 runder á 5,2 km. Jeg kommer afsted og lægger ud i et okay pace. Dog blev jeg meget irriteret over ruten, som foregik på skovstier og løs grus, hvilket absolut ikke er mine favorit underlag. Jeg træner 99% af tiden på asfalt og det er her jeg kan holde pace, ikke i trail. Jeg kunne ikke ændre på omstændighederne, så min irritation måtte bare blive ændret til hurtigere løb (JOKE!). Jeg løb da, men ikke hurtigere. For hver 2,5km. fik jeg kastet et krus vand udover mig og drukket et glas vand. Her var det virkelig begyndt at blive varmt!! Jeg kunne pludselig se, at mange af de mænd som havde overhalet mig på cykelruten havde tabt tempo eller ikke var så stærke på løb. For jeg fik virkelig overhalet mange på løbet..

Efter første runde hepper mine forældre på mig, men det eneste jeg kunne sige var “nej, det her kan jeg ikke”. Og da først de ord, som jeg havde løbet og tænkt i 5km. var kommet ud, så var det som om jeg fik lidt energi. Fandme om det ikke skulle være løgn. Løb Camilla, løb. Og det gjorde jeg. Jeg fortsatte mit løb. Jeg var godt klar over at pacen ikke ville blive som håbet, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg bare skulle holde mig løbende – og tage det i det tempo som benene kunne klare. Jeg ville ikke ned og gå. Runde 2 og 3 går lidt ud i ét for mig. Jeg løber bare og aner ikke, hvad jeg tænker på. Jeg tæller nok bare kilometerne og minutterne til jeg er færdig. Da jeg løber afsted på sidste runde, kigger jeg på tiden ved målet og ser der står 04.30.00 – altså 4timer og 30min er der gået siden start. Her går det virkelig op for mig, at jeg har en reel chance for at komme under fem timer. Jeg bliver fuldstændig excentrisk og overvældet. What the f***?. Kan det passe? Jeg blev ved med at regne pacetider ud for de sidste 5,2km., men det var sgu ikke lige den matematiske hjerne der præsterede. Haha, jeg kunne slet ikke få regnestykket til at gå op alligevel – og slap alligevel håbet om at komme ind på 5timer. Så jeg løb, og jeg løb og jeg løb, og pludselig kommer jeg ind på den sidste kilometer – jeg kan se målet og jeg bliver fuldstændig paf.. 1000 sølle meter tilbage og så har jeg gennemført min første halve ironman. Det var seriøst den vildeste tanke!! Jeg får et flag i hånden og kan se Flemming, min svigerfamilie og familie stå ved målstregen. Jeg bliver så ovenud lykkelig og glad, så jeg sætter en slutspurt ind med armene over hovedet og krydser målstregen.

Hold nu kæft man… Jeg gennemførte…. Jeg kom igennem det jeg troede jeg ikke kunne… Min hofte var ved at dræbe mig, men jeg kom videre og beviste jeg er lavet bare en smule af jern…

Men ved i hvad det bedste af det hele var? Det var fandme (undskyld mit sprog), jeg kom ind i en tid jeg ALDRIG NOGENSINDE I MIN VILDESTE FANTASI havde troet var mulig.

Jeg kom ind i tiden 04.53.24 – hvad sker der for det??? Jeg har aldrig kørt tri før, men alligevel pressede jeg mig selv så hårdt at jeg kom i mål i den tid. Det var og er for sygt!! Tabt for ord.. Jeg omfavner mine forældre og Flemming og falder derefter sammen. Min krop var fuldkommen færdig, alt gjorde ondt. Mine fødder (som har lidt rigelig i sidste uge), mine knæ og ikke mindst min hofte. Åhha… Jeg fælder et par tårer af lykke. Lykke over min præstation. Og bedste som jeg ikke troede det kunne blive videre, finder jeg ud af, at jeg fandme kom ind som nr. 1 kvinde i min agegroup og endda som 1. kvinde overhovedet. Og faktisk nr 11 overall. Hvad sker der her? Så blev glæden lige tyve gange så stor. Det kunne da næsten ikke passe. Men jo, og det betød en lille podieplads til mig. Sygt…

Stolt, overvældet og udmattet kunne jeg bagefter sidde og nyde min succesfulde dag – og i særdeleshed også Flemmings vilde præstation. Han kom ind som nr. 4 i hans agegroup, så vanvittig sejt. Vi var begge meget tilfredse og glade. 🙂

Inden løbet havde jeg opstillet min drømmetid, herunder de respektive splittider, og efter race havde jeg gennemført på følgende tider,

  • Svøm: ønsket: 33 min. – race: 37.11 min.
  • T1: ønsket: 5min. – race 1.42 min.
  • Cykling: ønsket 02.50.00 – race: 02.41.43
  • T2: ønsket: 3min. – race: 1.07min.
  • Løb: ønsket: 01.26.00 – race: 01.31.39
  • Sluttid: drømmemål: 04.58.00 – race: 04.53.24

I dag er kroppen lettere ramt og jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle lave den dobbelt distance om blot to måneder til København Ironman.. Men det bliver jeg forhåbentlig.. Men for nu vil jeg have lov til at nyde dagen igår og min pr sidste weekend til Aarhus City Halvmarathon inden fokus rettes 140% mod Ironman KBH og den dag, som bliver endnu vildere.

 

 

2017-06-19T22:45:42+00:00 juni 19th, 2017|Beretninger, TRIATHLON|

5 Comments

  1. Rikke 19. juni 2017 at 23:08 - Reply

    Flot løbsberetning og hold nu op en vanvittig præstation!!!!! TILLYKKE! Det er jo helt vildt, så sejt!!

    • Bearunner 21. juni 2017 at 14:38 - Reply

      Tusind tusind tak, Rikke!! 🙂 Hvor er det fantastisk med sådan en kommentar!

  2. Maja Lykke 20. juni 2017 at 10:08 - Reply

    Så flot, Camilla! Og god beretning, som jeg er helt enig i 👊🏼 (Bortset fra at jeg ikke kunne lade være med at gå) 😂 fanme godt kæmpet! Glæder mig til at læse din beretning den 21. august ⭐️

    • Bearunner 21. juni 2017 at 14:39 - Reply

      Haha Maja, gå eller powerwalk, du var skide sej og nåede dit mål. KBH IM kan bare komme an – du er klar! 😀

  3. Jesper 18. juli 2017 at 10:46 - Reply

    Skøn indlevelsesrig læsning, tillykke med det flotte resultat – god kamp til CPH Ironman :)!

Leave A Comment