Forumstatistik

Registrerede brugere
1
Fora
0
Emner
0
Svar
0
Emne tags
0

Ironman København 2017

/, LØB, TRIATHLON/Ironman København 2017

Ironman København 2017

Jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal starte eller slutte dette indlæg. Den korte version af søndagens Ironman ville være at jeg er ovenud lykkelig, glad, tilfreds og pissehamrende stolt. Men den lange version om gennemførelsen af min første Ironman, ja, den er der måske nogen af jer der er interesseret i at læse. Så sæt jer godt til rette og bryg en god kop kaffe, nu er det tid til en raceberetning. 

Ironman København 2017, d. 20 august, det var en dag, som jeg har set frem til i meget lang tid. Det er en dag, som konstant har været i mit hoved, og det er dagen, som har kontrolleret mit liv de sidste 10 måneder. Dagen har krævet så meget mere af mig end jeg måske havde forestillet mig. Men det har også været en dag, som jeg har været villig til at ofre alt for at opleve. Det var den dag, lige præcis den dag, hvor min største drøm skulle udleves. Og det skal jeg lige love for den blev!

Det blev søndag, d. 20 august, kl. 03.40, vækkeuret ringede og med ét sæt vågner jeg og mærker, hvordan hele kroppen ryster af nervøsitet. Dagen var kommet, hvor 10 måneders intensiv, hård og struktureret træning skulle belønnes. Men var jeg klar til at leve op til mine egne forventninger, min træners og alle jer følgers forventninger til mig? Puha, nej. Men jeg var klar til at gøre alt, hvad jeg overhovedet kunne – og så måtte jeg håbe det ville tilfredsstille alle. Sammen med Flemming (min kæreste) fik vi spist en god portion havregrød og boller m. nutella. Det var få ord der blev sagt, udover “nu er det fandme nu?!?!?!”. Ja, nervøsiteten var på sit højeste for os begge. Vi havde begge mål, som var særdeles ambitiøse.

Nå, vi dragede ud mod Amager Strandpark, hvorfra starten skulle gå. Vi fik styr på de sidste ting ved vores cykler, afleveret de sidste ting og iført os vores våddragter. Herefter gik vi ned for at varme lidt op, dvs. lige mærke vandtemperaturen, så vi ikke fik et chok, når vi skulle i vandet og give den gas. Heldigvis var temperaturen helt okay. Men jeg følte mine ben var som gele og alligevel som mursten; jeg følte i hvert fald ikke jeg havde gode ben (måske pga. nervøsiteten). Vi stiller os i køen til start – begge med røde svømmehætter, som var den første startgruppe der skulle i vandet.

2 min. før vi skal i vandet, giver Flemming og jeg hinanden et kys og kram og ønsker hinanden held og lykke, og med ét begynder jeg bare at græde bag mine svømmebriller. Jeg kunne slet ikke håndtere at det nu var nu, nerverne sad fuldstændig uden på. Der lyder et “Biiiiiiip” og så var det afsted. Jeg løber ud i vandet og begynder at crawle løs. Jeg finder mig hurtigt en ok rytme, men alting er så stressende i starten. Alle svømmer ind, mod og væk fra hinanden, ingen har styr på noget. Men jeg finder retningen og begynder bare at følge mit eget flow. Det går egentlig rigtig fint, og jeg synes metrene går hurtigt. Jeg finder dog aldrig nogen at ligge på fødderne af (og drafte), så jeg kunne spare lidt kræfter, men det gjorde mig ikke så meget, for jeg synes jeg havde en god rytme. Dog havde jeg ingen idé om, hvor hurtigt jeg overhovedet svømmede – og jeg har da slet ikke nogen idé om, hvad jeg har ligget og tænkt på under de 3800 m. svøm. Jeg har bare tænkt én bøje frem hele tiden, og så kæmpet med de mange andre svømmere om at komme først frem. 😀 Folk river, sparker og slår hinanden, ja folk bliver sgu sindssyge når de kommer i vand. Men jeg finder hurtigt mine spidse albuer frem og gør det sammen mod de andre. Hvis de må, så må jeg også.

På vej tilbage mod svømme-målet, ja godt 400m. før, får jeg pludselig en krampe i min venstre læg. Den stivner fuldstændig, og jeg må svømme på den mest akavet måde indtil jeg har kontrol på krampen. Heldigvis får jeg det efter 100m. og svømmer i mål. Stadig ingen idé om, hvor hurtigt jeg har svømmet. Jeg løber op fra vandet, flår overdelen af våddragten af og løber op for at finde min pose m. cykeludstyr, alt i mens min puls bare hamrer afsted. Hurtigt får jeg skiftet og løbet afsted mod min cykel, ser min familie, som lige giver mig et boost til at komme igang med cyklen. Og så ventede der altså 180 km. cykling.. GYS!

På de første par kilometer på cyklen, gjaldt det om at komme ind i en rytme og lige få pulsen ned. Det går egentlig okay, og jeg føler benene var gode. Højre, venstre, lige ud, over broen, gennem byen og lige ud, indtil vi rammer Strandvejen og en normal rytme på cyklen kan sættes igang. Her begynder jeg at spekulere over min svømmetid, men bliver enig med mig selv om, at det vel nok gik ok og jeg kom ind på omkring 1.08-1.10 (hvilket jeg ville have været så tilfreds med!). Nå jeg cykler, og det går stærkt. Wuhu, der var medvind hele vejen op af strandvejen og jeg ligger på omkring et snit på 35km/t. Kilometerne flyver bare, og jeg forsøger at dele cykelturen op i gels 😀 Så var der ligesom noget at se frem til, haha. Jeg skulle tage gels ved 10km, 60km, 110km og 160km. Den første runde på cyklen går faktisk forrygende, også selvom jeg ramte ind i to ordentlige regnbyger og en crazy modvind ind gennem landet og indtil Geels Bakke. Jesus, det var sgu ikke ligefrem det perfekte cykelvejr, hvilket alle der kørte KBH vist kun kan give mig ret i. Det var i hvert fald ikke det vejr jeg havde bestilt.

Da jeg rundede 90km., følte jeg mig egentlig godt kørende, men ved 100km. går jeg sukkerkold og bliver max sulten. Men af en eller anden grund, kunne jeg slet ikke få mine lækre Corny Bars ned, som i overhovedet ikke. Min lille redning blev et stykke Bounty jeg havde lagt som back-up i min energitaske, så den måtte jeg spise og så bare overleve og cykle videre. Det går igen super fint op af Strandvejen på 2. runde, og jeg holder et super fornuftigt snit, og mine watt-tal ser rigtig godt ud. Jeg var komfortabel på cyklen, også selvom jeg så alt for mange punktere og kæder der hoppede af, og hver gang måtte jeg bede til at det ikke skete for mig. En ny regnbyge rammer os i modvinden, og der begynder jeg sgu at blive træt af vejret. Men som alle siger, du kan ikke gøre noget ved vejret, kun din præstation. Så jeg må fortsætte og bevare roen og overskuddet. Det går nogenlunde…

Men ved 150 km. var det fuldstændig som om mine ben punkterede. 🙁 Jeg kunne overhovedet ikke få noget power eller watt ud af dem, de ville slet ikke træde rundt… På ingen måde kunne jeg kende mig selv eller min krop, og jeg var her klar over, at jeg nu havde ramt min første krise og kunne slet ikke se mig ud af, hvordan jeg skulle klare de sidste 30km. Jeg træder og træder i pedalerne, men det eneste der sker er, at min hastighed falder, mine watt falder, min puls falder, alting falder og der er bare ikke mere at skyde med. 🙁 Det eneste jeg kunne tænke på, var bare at nu skulle jeg “hjem” til T2. Nu skulle jeg af den forbandet cykel.

Trillende, ja måske det gik hurtigere, men jeg følte sgu jeg trillede, kom jeg til T2. Fuldstændig udmattet og med punkterede ben, hopper jeg af cyklen og forsøger at finde min pose m. løbeudstyr. Her formår jeg så at fucke tingene lidt op for mig selv. I en kombination af stress og træthed, kommer jeg til at tage pose nr. 569, som jeg begynder at åbne og pakke ud, da jeg opdager at det ikke er min pose. ÅÅÅH!! I med tingene igen, løbe tilbage til stativerne med poser, hænge den og op og som en forvirret høne i et bur, forsøger jeg at finde min egen pose, som var nr. 469! Rookie mistake, og det kostede… Det betød at T2 som ellers ikke bør tage mere end max 2min, pludselig tog længere tid. Øv. Der er ikke noget at gøre ved det, nu skal jeg fokusere fremad og håndtere de 42,2km. løb der venter på mig.

Ja, hvordan man håndtere at skulle løbe 42,2km. det er sgu et godt spørgsmål. Når alt kommer til alt, så er det et mentalt spørgsmål, og det gælder om at dele marathon’et op i bider. Jeg delte det op i runder og derefter i væskedepoter. Min træner havde givet mig besked på at løbe de første 10km. uden stop, og det forsøgte jeg. Men jeg var sgu presset, mest af alt, fordi min læg (som gik i krampe ved svøm), simpelthen var så vanvittig spændt op, så jeg blev nødt til at stoppe op efter 7km. og strække den kort ud. Hjalp de 10 sek udstræk jeg lavede? Næh, men mentalt måske. Jeg løber videre, og føler faktisk jeg har det mentale overskud til at løbe et marathon. Det skal jeg da lige love for at en dum High5 gel fra depoterne fik vendt op og ned på. Få hundrede meter efter jeg indtog en gel, vendte min mave sig fuldstændig. Jeg fik kramper og kunne slet ikke løbe ordentligt oprejst. Hej til 1. toiletbesøg. Irriteret, frustreret og ærgerlig over mit løb, fortsætter jeg. Efter 15 og 23km. forsøger jeg mig med gels igen, men det var bare pisse dumt. Samme udfald som efter første gel; hej to gange toiletbesøg.

Jeg var virkelig nedtrykt. Løb skulle have været min force, og jeg kunne bare se, hvordan mit tempo blev påvirket af maveproblemer. Minutter løb fra mig 🙁 Jeg må fortsætte og lægge en ny strategi,  “tag kun hvad du ved du kan holde til – og er vant til”, og det var ganske enkelt vand. Jeg droppede alt der hed gels, cola, red bull, kiks osv. Det eneste jeg indtog var vand. Jeg løber videre, og finder endelig ind i en god rytme. 3. runde på løbet går faktisk rigtig fint, og jeg kan holde mig godt løbende. Her var jeg begyndt at opdele de sidste 20km. i væskedepoter. Bare lige frem til næste depot, gå ned og få noget vand, og løb afsted igen. Det virkede. Og jeg kunne pludselig begynde at nyde de mange tilråb fra bekendte, venner, triklub, familie og alle andre tilskuere. Nu fandt jeg virkelig glæden tilbage igen!! Flere gange på ruten mødte jeg også Flemming, hvilket bare gav et kæmpe mentalt overskud lige at give ham high-five hver gang vi krydsede hinanden på ruten! 🙂

Men så, bang, ved 37km. punktere mine ben. Mine lår er fuldstændig smadret, spændte og tungere end jeg nogensinde har prøvet før. Mine knæ har sat ud. Min krop har ganske enkelt sat ud. De sidste 5km. var lange, rigtig lange. Og det var fandme svært, for mentalt var jeg der, for pokker jeg var jo snart i mål!! Men kommunikationen mellem benene og hoved har aldrig været længere væk fra hinanden eller dårligere; hovedet sagde kom nu, mens kroppen sagde stop det her tortur! Jeg kæmper mod mig selv. Jeg registrerer ikke længere tilråbene, men forsøger at grave dybt, virkelig dybt. Kom nu Camilla, så tæt på mål, du skal i mål… Jeg løber og forsøger at tænke på alt det positive ved dagen, jeg har et par sølle kilometer tilbage og så er min største drøm gået i opfyldelse, jeg har gjort det umulige. Jeg er snart én af dem, som jeg blev selv blev inspireret af for ét år siden, jeg er snart i klassen med alle de sejeste og hårdeste mennesker, jeg er snart en ironman. Løøøøøb for fanden!!! Og det gjorde jeg.. Jeg holdte langt fra pace, men jeg løb. Og jeg løber fordi det Kongelig Theater, ser opløbsstrækningen mod mål – og får seriøst de VILDESTE KULDEGYSNINGER!!

Hårene på armene rejser sig, jeg er der fandme!!!! Jeg ser mine venner hepper på mig, min familie står længere fremme og giver mig de vildeste tilråb og jeg kan slet ikke lade være med at tage armene op i vejret. Ja tak for helved, jeg er i mål. Jeg smiler som aldrig før, jeg er lettet som aldrig før og jeg er lykkelig som aldrig før. Ja troede ikke jeg kunne blive lykkeligere, lige indtil jeg ser, at Flemming står ved målstregen klar til at give mig min drømmemedalje om halsen. Puha, den følelse der gik i gennem kroppen der, kan jeg slet ikke beskrive. Det var et magisk øjeblik, som jeg ville ønske jeg kunne genopleve en milliard gange. Han stod der, klar til at tage i mod mig, puha det var helt præcist som jeg havde drømt om. Det betød nemlig at han har gjort det fremragende og endnu mere satte det et eftertrykkeligt tegn på, at vi fandme gjorde det her sammen!! Lige som jeg får medaljen om halsen, begynder jeg bare at græde.

Græde at lykkerus, glædesrus, adrenalisrus og træthedsrus. Alle følelser væltede bare frem i kroppen – dog fuldstændig udvidende om, hvad jeg havde gennemført på. Jeg var bare glad. Først efter et par minutter spørger Flemming mig om, jeg overhovedet er klar over, hvad jeg har gennemført min første ironman på? Jeg svarer helt uvidende, “nej?”. Og så siger han bare “pigebarn, for fanden, du har gennemført på 10timer og 15min”. Whaaaaaaaaaaaaaaaaaat???? Jeg bryder ud i gråd (okay jeg var ret følelsesladet i minutterne efter at have krydset målstregen). Det kan da slet ikke passe?? Nok havde jeg følt at svøm gik ok, cyklingen gik ok – dog endte vanvittig dårligt, men løb gik jo af h**** til… Og så alligevel, så alligevel på min første Ironman kommer jeg ind på en tid, som er 30min. hurtigere end hvad mit drømmemål havde været? Et drømmemål, som var blevet opstillet, hvis vind og vejr var rigtigt, hvilket man jo ikke ligefrem kunne sige at det var den dag.

Puha, jeg kunne og kan stadig ikke fatte det, overhovedet ikke. Jeg tror stadig det er en drøm – og jeg har så vanvittig svært ved at forstå det hele. Jeg bliver nervøs, når jeg skriver dette indlæg og får kuldegysninger, jeg har så svært ved at forstå det hele. Alting gik sgu ikke efter planen, og den disciplin der skulle have været min force, blev min svaghed. Men jeg kæmpede mig videre og jeg beviste fandme at jeg var/er lavet af jern. Undskyld mine høje tanker om mig selv, men det må jeg sgu være lavet af, hvis jeg kan komme igennem mine kriser, og så komme igennem så stærkt!!

Efter at have nydt det magiske øjeblik med Flemming, går aka. halter vi ud mod vores familier, som står og venter på os med champagne. Alting i kroppen gør ondt, hvert eneste led, muskel, knogle gør ondt, men det var ikke noget der kunne overskygge glæden. Da jeg ser min familie begynder jeg at fælde tårer igen. De havde været der for mig hele dagen, heppet samtlige steder på ruten (svøm, cykel og løb) og de havde været med til at opleve det største jeg nogensinde kommer til. Det var så fantastisk!

Sammen står vi og kigger vores resultater. De fortæller og viser, at jeg gennemførte de enkelte discipliner, og hold nu fast, på følgende tider:

  • Svøm: 01.00.58 (1,36 pr./100m.)
  • T1: 03:34min.
  • Cykling: 05.28.30 (33,1 km/t)
  • T2: 3:31min.
  • Løb: 03.38.43 (5.10 pr/km)

Sluttid: 10.15.14. 

Ingen ord, ja nogensinde, vil kunne beskrive den glæde der overvældede mig. Jeg klarede det, jeg klarede mit eget pres, min træners forventninger og jeres forventninger – og jeg klarede det bedre, end jeg nogensinde havde troet var muligt.

Mit drømmemål var 10.40-10.45, herunder 01.08 på svøm, 6min. T2, 05.50-05.55 på cykling, 2min T1 og 03.30 på løb. Men jeg var hurtigere og bedre end det (åbenbart).

Svøm og cykling blev min styrke (aldrig havde jeg troet jeg kunne svømme og cykle så hurtigt), og løb blev min akilleshæl, hvilket nok skal ses i lyset af mine maveproblemer, som kostede mig en del energi og minutter på toiletbesøg. Dertil skal det også siges, at det kan godt være løb er ens force, men kan kender simpelthen ikke sin krop, når man kommer ud på denne distance. Ingen kan forberede sig på, hvad der kan ske – og det kunne jeg heller ikke. Så set i lyset af det hele, så var jeg ganske godt  tilfreds med min marathon tid!

Et stk. lykkelig, stolt og overvældet frk. Ironman er netop udklækket. Hun er stadigvæk træt og øm i kroppen, men lever højt på en fantastisk dag, som hun aldrig vil glemme. Det er en dag, som overgik alle andre store oplevelser. Det er en dag, hvor hun fik bevist, hvad hun er lavet af!

Tak til alle der har fulgt med det seneste år, tak til alle mine sponsorer for at have gjort det muligt, tak til Flemming og min familie for at have støttet mig igennem op- og nedture og for at være der på selve dagen – og vigtigst af alt, TAK TIL MIN TRÆNER, Kristian Sletten.

Uden ham, hans planlægning, strukturering og tro på mig, så var det her aldrig lykkedes. Man kan tvivle på hans planer, man kan tvivle på hans målsætninger, og man kan hade de mange træningspas, men én ting man aldrig kan, det er at benægte dem. For gang på gang har han vist sig at lave træningsplaner, som holder og som får drømme til at gå i oplevelse. Han er en enestående træner, som for 4. år i træk har lykkedes og hjulpet mig med at få realiseret mine drømme og mål! Kristian, af hele hjertet tak. Du har været intet mindre end guld værd!

2017-08-23T07:46:37+00:00 august 23rd, 2017|Beretninger, LØB, TRIATHLON|

2 Comments

  1. otto 23. august 2017 at 10:58 - Reply

    Kære Camilla
    Hvor er det imponerende – nu forstår jeg bedre dine mange træninger som jeg hører om.

    godt gået -:) løbet svømmet cyklet må det være

    tusind gange tillykke

  2. Rikke 23. august 2017 at 12:20 - Reply

    Hej Camilla,

    Uha jeg får kuldegysninger og bliver helt rørt af at læse din beretning! Jeg har fulgt dig længe på instagram, og jeg har altid været virkelig imponeret over dig og især din mentale styrke, som jeg tænker kommer først, når man sætter sig et mål som dette og bare tordner derudaf! Tak for at vi må følge med i din rejse! Og hold nu op en flot præstation! Fulgte dig hele dagen på livetracker, og det var helt tydeligt, at du har fandeme styr på det her!! Kæmpestort tillykke med at du er blevet IRONMAN!!

Leave A Comment