Forumstatistik

Registrerede brugere
1
Fora
0
Emner
0
Svar
0
Emne tags
0

I medgang og modgang

/, TRIATHLON/I medgang og modgang

I medgang og modgang

Der er altid to sider af en situation, og det er der også, når det gælder parforhold og træning. Som de fleste af jer nok ved, så træner både min kæreste og jeg selv op til Ironman København – og det har og giver stadig anledning til en masse fordele, men det er selvfølgelig ikke uundgåeligt at enkelte stridigheder opstår. 

Selvom titlen måske kunne antyde én ting, så skal jeg bare lige slå en ting fast, vi er ikke blevet gift 😀 Dog kan vi siges at være blevet gift med sporten og dét at dyrke triathlon. Men hvad har det egentlig haft af betydninger for vores forhold? Er alt en dans på røde roser, når to mennesker under ét tag skal få et forhold til at fungere, samtidig med at de også bruger utallige af timer på træning sammen? Både ja og nej.

Det er måske lidt personligt og grænseoverskridende at skrive om mit forhold, men jeg synes også det er én side af mig der skal frem. Ikke mindst, så jeg også det er vigtigt overfor andre at pointere træningens følger, både på godt og ondt.

Det er jo ikke nogen hemmelighed at valget om ville gennemføre en Ironman også indebærer en masse kompromiser og fravalg. Men helt fra start, har jeg og min kæreste haft mange snakke om, hvorvidt det ville være en god idé at vi begge skulle lave en i år, 2017. Ville vi kunne håndtere det, som de konkurrencemindet mennesker vi er? Kan vi holde hinanden ud, når det bliver hårdt og presset? Kan vi få det til at fungere at være kærester, men også træningsmakkere? Kan vi være der for hinanden på lige fod, både, når det går godt og når det går skidt?

Mit svar på disse spørgsmål, må overordnet være, at JA det har vi faktisk kunnet. Som et hvert andet par har vi selvfølgelig vores diskussioner og skænderier over dagligdagens små gøremål, men når det kommer til træningen så er det faktisk gået langt bedre end vi nok begge havde troet. Men det har også taget lidt tid at nå dertil. De første par måneder var der ingen problemer, vi synes begge det var fedt, at vi nu kunne bruge hinanden som træningsmakkere og lære af hinanden. Vi kunne se hinanden, fordi vi kunne ses samtidig med at vi trænede (perfekt kombi). Men så blev træningen intensiveret og så begyndte konkurrencemenneskerne at komme op i os. Stævnerne begyndte og det gjorde den mere udfordrende tid også. Ego’erne kom lidt (måske meget) op i os, og ja, som triatlet der er man egoistisk. Man har fokus på sig selv, ens træning og ens fremgang, og det kan være skide svært, når det bare kører for andre omkring én. Ligeså vel, som man kan ride på den fedeste bølge, når det går pisse godt for én og man føler man er foran. Denne effekt ramte desværre også os. Vi endte med ikke at træne så meget sammen, fordi vi blev negativt påvirket af hinanden. Den ene var glad, mens den anden var irriteret. Og det var meget på skift. Jeg var typisk irriteret over min elendighed til cykling og svøm, hvor min kæreste er meget bedre. Omvendt, var min kæreste irriteret over min fremgang i løb. Det er klart træningen tog vi med hjem i det ‘private’, aka.  vi havde svært ved ikke at lade det påvirke vores forhold.

Men. Som i ethvert andet forhold fik vi snakket ud om tingene, og vi fik gjort én ting klart, enten så var vi der for hinanden 100% i medgang og modgang eller også gennemførte vi ikke Ironman. Eller jeg ville i hvert fald trække mig, fordi jeg på en måde var gået ind på hans territorium. Han har jo lavet tre ironmans før! Og den snak den ændrede alting. Fra den dag (som nu er måneder siden), der har alting virkelig fungeret godt. Vi har trænet sammen, vi har grint over det, vi har hygget os med det – og vi har støttet hinanden. Fra den dag har vi lært at sætte utrolig meget pris på, at vi faktisk har en fælles hobby, som vi kan være sammen om. Det er en gave at vi kan dyrke tri sammen. Når den ene er nede, får den anden vedkommende op – og omvendt. Vi glæder os over hinandens sejrer og fremgang, og vi hjælper og agerer læge, psykolog, diætist osv. når tingene er op af bakke. Vi har lært at vi begge gerne vil det her – og vi vil det 120%. Vi har lært at træningen til Ironman er en rejse, som vi bare skal nyde og om 30 år kan se tilbage på med ét stort smil. Og det ved jeg vi gør!

Det lyder måske super kliché, men dét at vi har valgt at gennemføre IM, KBH, sammen, det er noget der har gjort vores forhold stærkere og bedre. Det har krævet sine diskussioner, men det har sørme også medført mange (og endnu flere) fantastiske oplevelser og snakke. 🙂

Undskyld for det lange indlæg, men jeg synes det er vigtigt at pointere at, “træn sammen, bliv sammen“. Det er noget om det citat, som bare rammer plet! 🙂

2017-04-28T07:09:48+00:00 april 28th, 2017|LØB, TRIATHLON|

2 Comments

  1. Jacob Riis 29. april 2017 at 12:11 - Reply

    Kan din kæreste godt følge med dit høje tempo Camilla eller er du for hurtig til ham ? Måske kan han hjælpe dig lidt til Wings for Life i Dubai?

    • Bearunner 30. april 2017 at 18:52 - Reply

      Han kommer til at hjælpe mig til løbet 🙂

Leave A Comment