Forumstatistik

Registrerede brugere
1
Fora
0
Emner
0
Svar
0
Emne tags
0

Et punktum for min skade er nu sat.

/, LØB/Et punktum for min skade er nu sat.

Et punktum for min skade er nu sat.

Med gennemførelsen af Wings for Life World Run i går, tør jeg godt sige at der nu er sat et punktum for min skade. Før løbet havde jeg sat et mål der hed 10 km., og hvis jeg fik løbet det, så ville jeg virkelig være glad for tilfreds. Men men, min krop ville noget helt andet i går. 

Hvad der bare skulle have været et helt stille og roligt, og forholdsvis kort løb, blev på magisk vis – og meget mystisk måde, forvandlet til den bedste løbetur i flere måneder.

Forberedelserne til løbet var helt elendige. Jeg havde slet ikke fået sovet nok, spist optimalt – egentlig kun to knækbrød, lidt yoghurt og meget lidt pasta over en hel dag, og alt hvad man burde have forberedt og gjort, ja, det havde jeg ikke gjort. Jeg havde ikke engang drukket mere end én halv liter vand, så det var helt skidt. Hvorfor? Jo fordi jeg ikke regnede med at jeg skulle løbe over alle forventninger. Derfor havde jeg heller ikke medbragt nogle former for energi til løbet.

Løbet blev skudt i gang i Melbourne kl. 21.00, hvilket var ret sent og første gang jeg nogensinde har prøvet at stille til et løb så sent. Men det var kanon fedt, og vejret var heldigvis rigtig fint i Australien, lunt og friskt. Vi var 3000 mennesker, som stillede til start i Melbourne, Australien. Løbet blev skudt i gang præcis kl. 21.00 sammen med resten af verden – og på samme tid som dig.

Jeg kom godt fra start, og havde fundet den helt perfekte playlist til at få mig i gear. Allerede efter 5 km. kunne jeg mærke at knæet virkelig havde det godt. Det har ellers været omkring 5km. at knæet normalt begynder at brokke sig lidt. Så jeg var godt ved mod, og tænkte 10 km. det bliver det jeg løber, og det bliver fedt. Men da jeg ramte 10 km. havde jeg fortsat ingen problemer i knæet – og jeg blev nødt til at give mig selv en lille klapsavle. Det havde jeg simpelthen ikke regnet med. Jeg har helt sikkert set fjollet ud, da jeg løb og smilte, samt klappede lidt af mig selv. 😀

Efter at have passeret 10 km. skiltet blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville give det et skud og se, om knæet kunne holde til at løbe 15 km. Tjek, det 15 km. fløj bare afsted. Jeg følte mig virkelig uovervindelig og flydende, intet mindre end en fantastisk følelse. Da jeg ramte 15 km. skiltet tænkte jeg, at det var da lige godt satans knæet stadig ikke havde brokket sig – så jeg fortsatte. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville stoppe så snart jeg bare kunne mærke det mindste i knæet. Men den følelse, ømhed eller smerte opstod slet ikke, så da jeg ramte 21,1 km., halvmarathon, der blev jeg virkelig nødt til at klappe af mig selv, juble lidt og smile lidt igen. Det var jo en kæmpe stor joke at jeg for en uge siden “kun” kunne løbe 6,5 km. og nu kunne jeg pludselig løbe et halvmarathon. Livet kan altså vise sig fra sin mærkeligste, men positive side ind i mellem. Jeg var bare lykkelig, men ville ikke risikere noget med knæet, så da jeg ramte 22 km. mærket stoppede jeg, og kunne konkludere at jeg havde løbet 22 km. på 01.45.30, dvs. jeg havde løbet med en gennemsnitspace på 04.47 – og dermed kunne jeg også hurtigt regne ud af jeg havde løbet et halvmarathon på lige knap 01.40.30. Det må siges at være helt okay, når jeg ikke har løbet så langt i 4 måneder, ja, siden mit marathon i januar faktisk.

Selv efter 22 km. var jeg stadig ikke blevet indhentet af bilen, den famøse “catcher-car”, så jeg besluttede mig for at gå indtil bilen ville indhente mig, hvilket skete lige før 24 km. mærket, så i alt blev 24 km. nedlagt i den bedste stil. Jeg var simpelthen alt for glad og ovenud lykkelig. Selvfølgelig ville jeg lyve, hvis jeg ikke kunne mærke det i mine ben eller mit knæ. Det var naturligvis træt og brugt. Jeg havde ikke trænet op til denne distance, så det ville også have været mærkeligt, hvis ikke det kunne mærkes i benene. Det skulle det jo faktisk helst.

Tiltrods for min enorme glæde var det MEGET mærkeligt at gennemføre et løb helt alene. Min kære familie, løbeklub Runaar eller lignende plejer altid at være med mig, så der var ikke andet for end ringe hjem til mine forældre og deler den store glæde. En kæmpe drøm gik pludselig i opfyldelse – en drøm om at kunne løbe igen, og løbe så langt. Jeg har savnet løb som en i pokker, og det har været meget hårdt for mig ikke at kunne løbe, og særligt være alene om det. Men igår fik jeg sat et endeligt punktum for min skade. Man kan vist ikke kalde sig selv for skadet længere, hvis man kan holde til at løbe 24 km. uden problemer, men først blive ramt af træthed og ømhed bagefter. Det var kun min form som haltede lidt efter, og ikke lige var helt så god, men det er da noget som der kan arbejdes med nu.

Nu står den på restitution og hvile de næste par dage, så jeg sikre at mit knæ ikke lider mere overbelastning, men får lov til at komme sig ovenpå denne fantastiske løbetur. Selv i skrivende stund er jeg stadig helt paf over min løbetur, og ville ønske jeg kunne opleve det hele på ny igen.

Wings for Life World Run er intet mindre end et fantastisk, veletableret og organiseret løb. Det er sit helt eget og meget unikt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg stiller op igen næste år. Spørgsmålet bliver bare, hvorhenne i verdenen jeg stiller op næste år. Der kan nu blive sat et kryds ud for Melbourne, ruten var fantastisk – langs vandet hele vejen, det kan man ikke klage over.

 

Jeg håber, i alle havde et ligeså godt løb og samme gode oplevelse. Ikke mindst, så fik vi alle løbet for en rigtig god sag, og hjulpet med forskningen i rygmarvsskader. Så uanset tid, distance og oplevelse, så husk på den gode sag, som vi alle løb for – og den helt usædvanlige løbeoplevelse!

2015-05-04T03:13:34+00:00 maj 4th, 2015|Beretninger, LØB|

One Comment

  1. Lars christensen 4. maj 2015 at 20:41 - Reply

    Lille skat
    Mor og far har lige læst denne sammen i lufthavnen i Gøteborg og sidder nærmest med tårer i øjnene over din artikel og med tanke på alle de følelser du har været igennem – helt alene i dette løb.
    Vi er så stolte af dig og savner helt vildt at kunne udtrykke dette med et fysisk knus, et kæmpe af slagsen.
    Hvor er det en flot og medlevende artikel du har skrevet, og hvor er den beskrivende….håber ikke efterveer er for store mere.
    Vi glæder os så meget til at komme over til dig at det er en ubeskrivelig længsel, men vi kompenserer med den stolthed du sender igen og igen.
    Lille skat med det store talent….vi elsker dig.

Leave A Comment